The Great Wall Marathon tog sin begyndelse i maj 1999, da en stor gruppe danske motionister begav sig til Kina, med Albatros Travel, for at løbe verdens første maraton på Den Kinesiske Mur. Det blev en gigantisk succes med en enestående stemning blandt deltagerne og mange udråbte løbet til “det hårdeste, men smukkeste i verden”.
Der er sket meget siden Albatros Travel startede løbet i 1999. Idag er det blevet et internationalt løb, med op mod 2500 deltagere fra mere end 70 lande.
Der venter løbere og familie en uforglemmelig oplevelse i det på en gang historiske og moderne Kina. Løbemæssigt venter en hård udfordring på stejle bakker og tusindvis af trappetrin, men løbet er først og fremmest tænkt til motionsløbere og inkluderer også lange passager gennem den flade dalsænkning og de små maleriske landsbyer.
Det er ikke et maraton, hvor der sættes internationale rekorder, selvom der naturligvis er tidtagning. Det er et sjovt motionsløb i spændende, eksotiske omgivelser for veltrænede løbere, der gerne vil prøve noget nyt og måske mere udfordrende.
Der er 3 distancer at vælge imellem: Maraton, halvmaraton og et 8,5 km Fun Run.
Rejsen er tilrettelagt som en ganske almindelig ferie og kulturrejse for hele familien til det milde kinesiske forår. Man får mulighed for at opleve Beijings klassiske seværdigheder som f.eks. Den Forbudte By, Den Himmelske Freds Plads, Himlens Tempel samt at smage på spændende kulinariske oplevelser på forskellige kinesiske restauranter. Vi besøger naturligvis også Den Kinesiske Mur, hvor både løbere og medrejsende har mulighed for at tage den aktuelle del af muren i nærmere øjesyn som forberedelse til løbet.
Dagen efter maratonløbet afholdes en gigantisk gallafest for samtlige deltagere, pårørende og officials.
Denne rejse kan købes med eller uden udflugtsprogram, så der er både muligheder for dem der vil på eventyr på egen hånd og dem der vil se de største seværdigheder i og omkring Beijing. Der er dansk rejseleder fra Albatros Travel med på hele rejsen, herunder også selve udflugtspakken. Rejselederen vil naturligvis også stå til rådighed med tips og inspiration til udflugter og oplevelser på egen hånd.